Vedtægter

1 NAVN OG HJEMSTED 

1.1
Foreningens navn er Fagligt Selskab for Perinatale Tab og Sene Aborter (herefter kaldet “Foreningen”). 

1.2
Foreningen har hjemsted i København kommune. 

2 FORMÅL

2.1
• At arbejde for at forbedre kvaliteten i de sundhedsfaglige tilbud til familier, der mister i graviditeten, under fødslen eller kort efter fødslen

• At fremme det tværfaglige samarbejde nationalt omkring ovenstående målgruppe

• At fremme debatten vedrørende håndteringen af sene aborter og perinatale tab med henblik på øget prioritering af området

• At medvirke til fortsat dygtiggørelse af selskabets medlemmer og andre interesserede bl.a. ved afholdelse af møder, kurser, seminarer og workshops

• At understøtte forskning og kvalitetsudvikling indenfor området

3 MEDLEMSKAB 

3.1
Nye medlemmer skal godkendes af Foreningens bestyrelse, før de kan opnå medlemskab. Herudover skal de kunne tilslutte sig Foreningens formål, principper og vedtægter for at kunne blive medlem af Foreningen.

3.2
Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent, der opkræves forud for hvert regnskabsår.

3.3
Indmeldelse sker skriftligt til Foreningens kasserer. Indmeldelse er først gældende, når medlemmet har betalt sit kontingent i henhold til punkt 3.2. 

3.4
Hvis et medlem ønsker at melde sig ud af Foreningen, skal dette ske skriftligt til Foreningens kasserer. Udmeldelse vil have virkning fra udgangen af indeværende regnskabsår. 

3.5
Ethvert medlem kan ekskluderes, hvis det handler illoyalt overfor Foreningen og/eller i modstrid med Foreningens formål. Eksklusion af et medlem skal besluttes af bestyrelsen.

 

4 GENERALFORSAMLING, KOMPETENCE, STED OG INDKALDELSE 

4.1
Foreningens medlemmers beslutningskompetence udøves på generalforsamlingen. 

4.2
Generalforsamlingen har den højeste myndighed i alle Foreningens anliggender inden for de i lovgivningen og vedtægternes fastsatte grænser. 

4.3
Foreningens generalforsamlinger skal afholdes på Foreningens hjemsted. Ved enighed kan Foreningens medlemmer beslutte, at generalforsamlingen skal afholdes et andet sted.

4.4
Den ordinære generalforsamling skal afholdes hvert år inden udgangen af juni måned.

4.5
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når bestyrelsen har forlangt det. Ekstraordinær generalforsamling til behandling af et bestemt angivet emne skal endvidere indkaldes senest 2 uger efter, at mindst 2/3 af Foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt har forlangt det. 

4.6
Generalforsamlinger indkaldes af bestyrelsen senest 2 uger og tidligst 4 uger før generalforsamlingen ved almindeligt brev eller e-mail. 

4.7
Et medlem har ret til at få et bestemt emne optaget på dagsordenen for den ordinære generalforsamling. Kravet skal fremsættes overfor bestyrelsen, som afgør, om forslaget er fremsat i så god tid, at emnet kan optages på dagsordenen. 

4.8
Foreningens generalforsamlinger er ikke åbne for offentligheden, medmindre bestyrelsen i det enkelte tilfælde giver tilladelse hertil. 

4.9
Senest 2 uger før generalforsamlingen skal dagsordenen og de fuldstændige forslag, der skal behandles på generalforsamlingen – og for den ordinære generalforsamlings vedkommende også årsrapporten – gøres tilgængelige til eftersyn for medlemmerne. 

4.10
På den ordinære generalforsamling skal dagsordenen være følgende: 
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning om Foreningens virke i det forløbne regnskabsår
3. Fremlæggelse og godkendelse af regnskab
4. Fastsættelse af kontingent
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
6. Eventuelle forslag fra bestyrelsen og/eller medlemmer 

5 GENERALFORSAMLINGENS STEMME- OG REPRÆSENTATIONSRET 

5.1
Hvert medlem har 1 stemme. 

5.2
Et medlem har ret til selv at møde på generalforsamlingen eller ved en fuldmægtig. En fuldmægtig kan udøve stemmeret på medlemmets vegne mod forevisning af skriftlig og dateret fuldmagt. 

5.3
Et medlem kan brevstemme. Brevstemmen skal i givet fald være modtaget af Foreningen kl. 10.00 dagen før generalforsamlingens afholdelse. For at sikre identifikation af det enkelte medlem, der udnytter sin ret til at brevstemme, skal brevstemmen være underskrevet af medlemmet, samt med blokbogstaver eller trykte bogstaver angive dennes fulde navn og adresse.

 

6 GENERALFORSAMLINGEN; DIRIGENT, BESLUTNINGER OG PROTOKOL 

6.1
Generalforsamlingen vælger en dirigent, der leder generalforsamlingen og sikrer, at generalforsamlingen afholdes på en forsvarlig og hensigtsmæssig måde. Dirigenten afgør alle spørgsmål vedrørende sagernes behandling og stemmeafgivning. 

6.2
På generalforsamlingen træffes alle beslutninger ved simpelt flertal, medmindre andet følger af disse vedtægter. 

6.3
Der føres en protokol over forhandlingerne på generalforsamlingen, der underskrives af dirigenten. Protokollen, eller en bekræftet udskrift af denne, skal senest 2 uger efter generalforsamlingens afholdelse være tilgængelig for Foreningens medlemmer. 

7 LEDELSE 

7.1
Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af 3 – 10 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen på den ordinære generalforsamling. Bestyrelsen vælger selv sin formand samt kasserer på et konstituerende bestyrelsesmøde umiddelbart efter den ordinære generalforsamling. 

7.2
Bestyrelsens medlemmer og suppleanter vælges for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted.

7.3
Formanden indkalder til og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden, når formanden skønner det nødvendigt. Dog skal der mindst afholdes mindst 1 møde i hvert kvartal. Formanden er herudover forpligtet til at indkalde til bestyrelsesmøde, når mindst 3 medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske om det overfor formanden. I sådanne tilfælde afholdes mødet senest 2 uger efter anmodningen er kommet til formandens kundskab. 

7.4
Der skal føres protokol over bestyrelsens møder, der underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer, ligesom bestyrelsen selv kan fastsætte deres forretningsorden og nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver. 

8 ØKONOMI, REGNSKAB OG REVISION 

8.1
Foreningens regnskabsår løber fra 1. januar – 31. december. 

8.2
Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen for regnskabet. 

8.3
Foreningens regnskab føres af den kasserer, der også fører Foreningens medlemsregister. 

8.4
Foreningens årsregnskab skal udarbejdes af kasseren og godkendes på den årlige generalforsamling. 

9 TEGNINGSREGEL 

9.1
Foreningen tegnes af tre menige bestyrelsesmedlem eller af den samlede bestyrelse. Uanset foranstående tegnes Foreningen dog af den samlede bestyrelse, hvis Foreningen ønsker at optage lån.

 

10 FORENINGENS MIDLER OG HÆFTELSE 

10.1
Alle midler som Foreningen ejer, måtte erhverve eller på anden lovlig måde komme i besiddelse af tilhører Foreningen. 

10.2
Foreningens medlemmer har ikke nogen ejendomsret over nogen af Foreningens midler. I tilfælde af Foreningens opløsning, skal Foreningens midler fordeles som beskrevet i punkt 12. 

10.3
Foreningen hæfter for sine forpligtelser med samtlige midler og aktiver som Foreningen ejer. Foreningens medlemmer, herunder bestyrelsesmedlemmer, har ingen personlig hæftelse for Foreningens forpligtelser eller noget krav rettet mod Foreningen. 

11 VEDTÆGTSÆNDRINGER 

11.1
Ændring af Foreningens vedtægter kan vedtages på et generalforsamlingsmøde, når spørgsmålet er opført på dagsordenen og 2/3 af de tilstedeværende medlemmer af Foreningen stemmer derfor. 

12 OPLØSNING 

12.1
Beslutning om Foreningens opløsning kan vedtages på en generalforsamling, når spørgsmålet er opført på dagsordenen og vedtages af mindst 3/4 af samtlige stemmeberettigede medlemmer af Foreningen. Stemmer mere end halvdelen af samtlige stemmer for forslaget om opløsning af Foreningen, men der ikke opnås den påkrævede majoritet på 3/4 af samtlige stemmer, skal der inden for en periode på 30 dage indkaldes til en ny generalforsamling med forslag om opløsning af Foreningen. På den efterfølgende generalforsamling kan forslaget om opløsning af Foreningen gennemføres med simpelt flertal blandt de på generalforsamlingen tilstedeværende medlemmer.

12.2
Hvis Foreningen opløses, skal de midler, der måtte være i Foreningen, tildeles Forældre og Sorg med CVR-nummer 16020648. De midler, som tilfalder Forældre og Sorg, skal anvendes til uddeling og ikke indgå i Foreningens grundkapital, medmindre midlernes karakter forhindrer dette. 

Således vedtaget på den konstituerende generalforsamling 20. juni 2022.